Folkedrabet i RWANDA
100 forfærdelige dage der aldrig bliver glemt
For blot 25 år siden var Rwanda hjemsted for en af de største tragedier i vores tid. Op imod 1 million mennesker blev dræbt på blot 100 dage i et af historiens mest blodige folkedrab.
Efter årtier med uroligheder i forlængelse af kolonitiden og en voksende konflikt mellem de to stammer hutuerne og tutsierne, blev folkedrabet igangsat d. 6. april 1994. Præsidentens fly blev skudt ned og præsidenten dræbt. Hutuerne anklagede tutsierne for at stå bag og lod det være grunden til at igangsætte folkedrabet.
I perioden op til folkedrabet havde hutuerne i hadefulde taler og med massiv propaganda nedgjort tutsierne og skabt had mod tutsierne.
Nu var der givet signal til, at drabene kunne begynde. Hutuer i alle aldre blev udstyret med våben og instrueret i at dræbe tutsierne. Og der var ingen vej udenom deltagelsen. Nægtede man at dræbe, så blev man selv dræbt. Det store antal civile hutuers deltagelse i drabene var medvirkende til, at dødstallet på så kort tid kunne blive så højt.
Medierne spillede en stor rolle både før og under folkedrabet. Da 60 % af befolkningen i Rwanda ikke kunne læse eller skrive, var radioen for mange den eneste nyhedskilde.
Dette medie blev benyttet flittigt af ekstremisterne, der brugte radioen til at tilskynde til had og vold med hadekampagner som disse:
”Grib jeres spyd, køller, geværer, sværd, sten, alting – hak dem ihjel, disse fjender, disse kakerlakker, disse fjender af demokratiet” lød det i en af radioudsendelserne.
”Gravene er kun halvt fulde. Hjælp os med at fylde dem op”, hed det i en anden.
De hundrede dage blev nogle af de blodigste i verdenshistorien.
Omkring 85 % af Rwandas tutsi-befolkning blev dræbt, og dertil kom hutuer, der nægtede at adlyde og tage del i nedslagtningen af tutsierne.
Folkedrabets afslutning
Et land i ruiner og en fremtid i uvished
Da folkedrabet efter 100 dage fik sin afslutning, var landet i ruiner og befolkningen traumatiseret.
100.000 børn havde mistet deres forældre. Børn, der alle havde oplevet mishandling og død. De havde levet i et mareridt i vågen tilstand.
Op mod én million mennesker var døde. Overalt var folk mærket af tragedien. De tutsier der havde overlevet folkedrabet havde alle store psykiske ar på sjælen, og mange havde også fysiske skader.
Samtidig var Rwanda nu et land med mellem 200.000 og 500.000 gerningsmænd: hutuer, der havde taget del i folkedrabet og dræbt tutsierne.
Over en million mennesker var flygtet fra landet, og kaos var den barske virkelighed i Rwanda i 1994.
Rwanda skulle bygges op fra grunden.
Nu er der gået 25 år. Livet og hverdagen i Rwanda er en anden.
Rwanda er i 2019 et land, der fremhæves for vækst, visioner og fremdrift. Et land, der satser på uddannelse, innovation og vækst. Et land, der har visioner for ungdommen.
Det var det land, Rasmus og Sofie besøgte. Det var den udvikling, de var på udkig efter. Det var i høj grad det, de mødte.
Forsoning og tilgivelse
Visioner, sammenhold og et håb for fremtiden
Forsoning, nationalt fællesskab og økonomisk udvikling har stået øverst på den politiske dagsorden siden folkedrabet i 1994, og Rwanda er nået ufattelig langt.
Der har siden 1994 været arbejdet intensivt med tilgivelse og forsoning. Befolkningen har skullet lære at leve side om side. Ofre leve som naboer til dem, der i 1994 havde våbnet i hånden og endte livet for dem, der stod dem nær.
Landets præsident, Paul Kagame, har gennemført radikale reformer for at få landet på fode igen. I dag fremhæves Rwanda på mange områder og er et land der inspirerer andre lande i forhold til udvikling og vækst.
Den gennemsnitlige levealder er steget i Rwanda, sikkerhedsniveauet er højt og hutuer og tutsier lever side om side. I dag er det forbudt at tale om stammer i Rwanda. Det har regeringen indført ved lov.
Rwanda har samtidig en af de hurtigst voksende økonomier og besøger man hovedstaden Kigali finder man en storby med højhuse, modebutikker og hoteller der skyder op overalt.
Turismen i landet vokser år for år og det smukke land der lå badet i elendighed kan nu vise sin skønhed til verden.
Rasmus og Sofie var begge imponerede over så rent der var overalt i Rwanda. Det er forbudt af smide affald på gaden i Rwanda. Det er det mange steder, men i Rwanda bliver loven overholdt. Bryder man loven, får man en stor bøde, der nok skal afholde en fra at gøre det igen.
Rwanda var det første land i verden der forbød plastikposer og man arbejder hårdt på at udvide forbudet til engangsplastik og vandflasker.
En gang om måneden afholdes en fælles obligatorisk arbejdsdag kaldet umuganda. Her skal alle på tværs af etnicitet og klasse bidrage til fællesskabet, blandt andet vedligeholdelse af bygninger, oprydning på offentlige steder eller konstruktion af nye bygninger – f.eks. huse eller skoler.
Rwanda Vision 2020
uddannelse og Innovation i fokus
At Rwanda er nået hertil i dag skyldes i følge Præsident Paul Kagame flere faktorer. Støtte fra udlandet spillede en meget væsentlig rolle i landets udvikling. Pengene er blevet brugt på at uddanne befolkningen og skabe vækst i landet. Man har haft tydelige mål og kæmpet for at blive uafhængig af ulandsstøtte.
Efter folkedrabet var gennemsnitslevealderen meget lav i Rwanda. Der var en stor gruppe af børn, der på nærmeste hold havde oplevet folkedrabet men ikke taget del deri.
Overgangsgeneration, som man kaldte dem, blev vigtig for landets udvikling, hvor der fokuseres meget på uddannelse af de unge.
Det lykkedes befolkningen i Rwanda at stå sammen og passe på hinanden. Mange efterladte børn og unge der havde mistet deres forældre voksede op hos naboer, der blev deres nye familie.
Alle ønskede en ny begyndelse for landet, og alle kæmpede for, at den tragedien aldrig skulle gentage sig.
Regeringen i Rwanda vedtog i 1997 en plan for landet udvikling. Der er i planen fokus på, at Rwanda skal være et middel-indkomst-land i 2020. Det betyder, at BNP pr. indbygger skal ligge mellem 6644 DKK til 26252 DKK. Samtidig er der i planen sat et mål om, at kun 20% af befolkningen må leve under fattigdomsgrænsen.
Der er ligeledes opsat mål for lavere børnedødelighed, lavere malaria-dødelighed, flere børn i skole og større landbrugsproduktion.
Den rwandiske regering ønsker at realisere planen igennem en målrettet indsats inden for 6 områder. Man ønsker først og fremmest at bevare en god regeringsførelse, således at udviklingen fortsætter. Man ønsker i høj grad at satse på en bedre brug af menneskelige ressourcer og sikre, at man med uddannelse kan skabe et videnssamfund og derigennem økonomisk vækst.
Bedre infrastruktur og et produktivt og markedsorienteret landbrug skal udnytte landets naturressourcer optimalt og sammen med handel nationalt og internationalt skabe vækst i landet.
I forhold til arbejdet med verdensmålene, er der i Rwandas 2020 plan særligt fokus på:
- Lighed mellem kønnene.
- Beskyttelse af miljøet og bæredygtig brug af naturressourcer.
- Grøn vækst og opmærksomhed på klimaforandringer.
- Videnskab, teknologi og anvendelsen af IT.
At vælge at huske
Kwibuka betyder to remember
Det ville være naturligt at tro, at der i Rwanda, her 25 år efter folkedrabet, var et ønske om at glemme fortidens tragiske historie. Men det er ikke tilfældet.
I Rwanda gør man det modsatte. Man mindes og husker tragedien og lader den minde om, at det aldrig må ske igen.
Man bruger begrebet “Kwibuka”, der betyder “at huske”.
I regeringsførelsen henvises ofte til folkedrabet for at minde om, at man med sammenhold og fælleskab skal kæmpe for fortsat at udvikle landet i en positiv retning. I 2020-planen bliver folkedrabet inddraget og årsagerne hertil beskrevet.
Rasmus og Sofie oplevede gang på gang, at de unge, de mødte, havde samme tilgang til folkedrabet. De ville med deres indsats hjælpe landet videre. De ville give tilbage til samfundet i taknemmelighed over at have de muligheder, de har i dag.